MUSIK SOM GRØN

Henning Christiansen Arkiv

Title: Musik som grøn Opus 51 1969-70 Åben: 28.05-28.09 2023 torsdag 12-15 fredag 12-17 lørdag 12-15 Sted:Henning Christiansen Arkiv. Luffes Gård. Storegade 18 D. 4780 Stege, MØN, Danmark.

En lydbillede udstilling om Fluxus kunstneren Henning Christiansens ideer om fænomenet musik som grøn i Det Grønne Øre-Henning Christiansens Arkiv. I udstillingen er der skiftende værker fra aktivet som tematiserer den grønne farve samt der vil blive spillet grøn musik i udstillingens højtalere. Udstillingsrummet vil være en scene i konstant forandring både lydmæssigt og visuelt. Særarrangementer i arkivet omhandler musik som grøn. Involverede er Thorbjørn Reuter Christiansen, arkivar og kunstner. Rachel Dagnall, Kunstner og scenograf. Magnus Kaslov plakat / flyer og ideer. Plakat design af Kasper Vang. Hannah Heilmann: Kåbe til Musik som grøn. Søren Aagaard: Grøn Sauerkraut. Koncert/Performance ved åbning: Michala Petri, Blokfløjte. Baggrund: I 1967 ved Müchengladbach Kunstmuseum i Tyskland ser vi i arkivet de første tegn på den grønne farve i Hennings Christiansens enorme produktion. Nemlig i hans notesbog fra 1967 står der at vi Henning Christiansen og Joseph Beuys har brug for en grøn violin til deres aktion: Ich versuche Dich Freizulassen…Machen. (Jeg forsøger at gøre dig fri…gøre.) Ved samtaler med Henning Christiansen er grunden til brugen af den grønne farve, som ifølge ham symboliserer naturen, at man skal lytte til naturen og bruge den i sin kunst. Derfor laver Henning Field recordings af dyre lyde, vinden, havet, knasende sne og mixer det sammen med traditionelle instrumenter som tuba, blokfløjte og violin. Ja, han gik ind da så vidt at han maler sit ene øre grønt 1984 ved åbningen af Rene Magrittes udstilling på Louisiana for at han bedre kunne lytte til Rene Magrittes billede. Et par år senere optrådte han med et par får under titlen Friheden er rundt hjørnet. Som bestod af en provisorisk stald i udstillingen Klang i Aachen, Tyskland 1989. Materialet: Arkivet er i løbet af de seneste år blevet delvis digitaliseret. Over 30.000 dokumenter er blevet scannet og 400 spolebånd, 100 DAT- og kassettebånd samt 8- og 16 mm VHS  film er blevet digitaliseret. Samt fotografier er scannet. Utroligt nok er der mere der skal arkiveres. I udstillingens åbningstid vil der blive arbejdet med digitalisering og formidlingsprocessen, så arkivet kan fremstå sprællevende.

En grøn violin følger Henning Christiansen. “Musik als grün” var engang hans slagord. Musik som grøn. Det er den grønne violin, der forbinder den gamle Henning Christiansen – ham, der i 60’erne skrev svær musik – med den nye Henning Christiansen. Dengang Henning Christiansen skrev den svære, for mange lukkede musik, lavede Fluxus-aktioner osv, gik han rundt med den grønne violin i rygsækken. Som en snegl med sit hus, som grønærtesmag, et symbol. Nu spiller han på den grønne violin. Men, det er en misforståelse og tro, at den nye Henning Christiansen ikke har noget at gøre med den gamle. Den nye, han er vokset ud af den gamle. Tvivler man, så kan man læse, hvad han har skrevet og lytte kronologisk. Der er ikke sket det, som en herværende landsretssagfører sagde ved en prisoverrækkelse om ham: “At han var kommet på bedre tanker.” Det er han skam altid kommet. Han er noget af det mindst stillestående i ny dansk musik. Både dengang og nu står den grønne violin for så nedvurderede ord som lyst til håb og lykke, lyst til at omvurdere, tænke og slås. På mange måder er Henning Christiansen naiv. Jeg mener, han skriver musik, som man anlægger en køkkenhave: Han tror gudhjælpemig, at der kommer noget op ad jorden. Pludselig er nodebladet forvandlet til kål, gulerødder, ærter, persille, selleri og i august kommer de duftende dildkroner: øjets store konge, næsens lille bror. Musik kan omsættes, indgå i erfaringer, der er gode at have på frostfrit lager, når vinteren kommer. Taler jeg i gåder? Grønt er godt for øjnene, siger de. Grønt er godt for ørerne, siger Henning Christiansen.Tekst af Eske K. Mathiesen fra 1977 om Musik som grøn (Musik als Grün).

Melodier er noget fantastisk noget. Man kan få klumper i halsen af dem, tårer i øjnene. Man kan komme til at synge og synge med. Melodien er pæren, der dingler i kvisten. Melodien er en tudse, der forsvinder i tågen. En melodi er et forkromet cykelstyr. En melodi er en maskine, der kører fint. Evn melodi er en ål i mudderet, en kamel på den gule steppe, en brummende flyvemaskine over Uralbjergene, en græshoppe uden sko. Et forsøgsvis kærtegn er en melodi. En brændende kop kaffe er en melodi. Et hånsord i rette tid til en korrupt sparekassedirektør er en melodi. En forårsmorgen, når kloakeringen næsten er begyndt. Det er forår, er en melodi. Tiden, der gik, er mange melodier, og vemoden er en udskåret træmand. Spætter, svaner er melodier. Min gås, hvor flyver du hen? Ulve i sneen er en melodi. Jagtfalkens blod på jægerens fingernegl er melodien. Melodien er kul til København. Melodien er hvide sandheder til Møn. Melodien er brændende græs til Randbøl Hede. Vanløse er en tørlagt melodi. Melodien er et tryk med fingerspidsen, et emblem er melodien. Et stykke heraldik, hvor to kommer galopperende på én hest. På et hængende hår er melodien. En melodi er et lysthus. En valmue er en melodi. En melodi er en valmue. En melodi er en gedelort. En gedelort er en melodi. En melodi er tiden, der går. Tiden, der går, er en grøn vabel. En vabel er et tegn på slid, og slidt det bliver man jo, når man snakker med andre. Når man kommer ud af sneglehuset og laver politik. Samtalerne med de fornuftige tager tid. Samtalerne mod de ufornuftige tager mere tid. Alt imens er det nødvendigt at formulere nye melodier. Musik skal der til.

Tekst af Magnus Kaslov til avisen Musik som grøn:

I anledning af udstillingen MUSIK SOM GRØN og Henning Christiansens 91 års fødselsdag 28. maj 2023.

MUSIK SOM GRØN som en have, som slagord, som virkelighed, som engagement og politik, som fortælling, som det reelle, som reallyd
og reallyd som musik.

af Magnus Kaslov.

Henning Christiansen havde grønne fingre. Og et grønt øre. Måske var han faktisk helt igennem grøn. Set på afstand er det i hvert fald som om hele hans vidt forgrenede praksis, der strakte sig over seks årtier, har et umiskendeligt grønt skær. Musik som grøn er et frø i jorden. Et frø, der spirede og voksede og blev til flere forskellige planter, og henover årene og årtierne blev til en kæmpe, frodig køkkenhave med mange bede og træer og store skyggende skræppeblade. Nu, efter femten år uden havemanden Christensen, kan haven ligne et sammenfiltret grønt krat. Midt i det vildtvoksende virvar af grøn musik og grønne værker, ved siden af Henning, er hans hustru Ursula (selv om hun er mere rød end grøn, rød som valmuerne). Og Bakkehøjgård, hvor de sammen flyttede ud i det grønne i 1970, er der. Deres tre børn Bjørnstjerne, Addamaria og Thorbjørn er nødvendigvis også viklet ind i havekrattet, for at det kunne lykkes, som det gjorde – for at det blev, som det blev. Ligesom kunstnervenner, forfattervenner, politiske kammerater, og hele den virkelige verden, alt det reelle, arbejde og politik – også er filtret ind i det grønne. Musik som grøn blev et slagord for Henning Christiansen, et credo. Men hvor kommer alt det grønne fra? Og hvad er det? I forsøget på at begive mig ind i havekrattet og filtre grenene ud her 50 år efter, er jeg faret vild og har mistet overblikket. I forsøget på at skimte en haveplan og finde tilbage til rødderne, har teksten gudhjælpemig også vokset sig vild og sammenfiltret og uoverskuelig. Et særligt sted i havekrattet, man kunne begynde botanikeren, er sommeren 1969, hvor Christiansen påbegyndte arbejdet med musikværket Musik als Grün (op. 51). Et helt centralt værk i hans praksis, som endte med at bestå af fem stykker båndmusik. Det er dét værk, som for alvor åbnede for Christiansens brug af reallyd som musikalsk materiale i sine kompositioner. Derfra knopskød Musik som grøn og bredte sig ud i både musik, film, aktioner, collager, tekster, koncepter, malerier, samarbejder, blev til grønne ører, grønne møbler og grønne klæder og sko. Alt blev grønt. Addamaria beskriver at lede efter sine støvler, blot for at finde dem nogle dage senere, malet grønne og sømmet fast til en LP. Og hun husker teenage- pinligheden over at se sin far på landsdækkende tv med det ene øre malet grønt – igen. De første satser af musikstykket Musik als Grün (op. 51) blev uropført i sommeren 1969, men det grønne startede faktisk ikke der. Det grønne var allerede begyndt at vokse inden. Det var tidligere på året i 1969, i to aktioner med samarbejdspartneren Joseph Beuys, at Christiansens værk var begyndt at grønnes. Den grønne violin og sauerkraut-partituret Den første gang grøn dukkede op på scenen er med den grønne violin. Til de to aktioner Ich versuche dich freizulassen (machen) opført den 27. februar og …oder sollen wir es verändern den 27. marts 1969 – begge i samarbejde med Joseph Beuys – optrådte Christiansen med en grønmalet violin, som han anvendte til at spille fra et partitur af sauerkraut, draperet af Beuys over et nodestativ. Christiansen beskriver den grønne violin som et “neues Instrument”, “frech und munter”. Den grønne violin står som det mest ikoniske objekt i Christiansens oeuvre. Men i virkeligheden var der ikke tale om ét enkelt objekt. Der var mange grønne violiner. Inden den første performance på Kunstakademiet i Berlin skriver Christiansen i sin dagbog, at han skal bruge “einen geige bil- lig aber die normale erwachsen grösse (höchste 50-100 DM)”, en violin billig, men den normale voksenstørrelse (maksimalt 50-100 DM) og grøn plastikmaling og tre pensler. Den første grønne violin blev – som man kan læse et par sider senere i dagbogen – smadret under de voldsomme publikumsoptøjer, der opstod under Beuys og Christiansens performance. Så en ny grøn violin måtte konstrueres til den anden aktion en måned senere i Municipal Museum Mönchengladbach. Senere i 1974 blev den grønne violin endda lavet til en edition af 30 grønne violiner, dog misvisende krediteret både Beuys og Christiansen. Ligesom med så mange af de andre grønne objekter i Christiansens praksis, er fornemmelsen ikke, at det er selve det grønne objekt, som udgør værkets kerne; det er handlingen at male grønt, ‘at forgrønne’, og dét det afsted- kommer, der er tryllekunsten – og den kan gentages, når det behøves. Fra den grønne violin, der spiller sauerkrautpartituret på en scene med Beuys, breder det grønne sig hastigt til at dække alle hjørner af Henning Christiansen praksis: det fælles arbejde med ABCinema filmkollektivet i sommeren 1969; de malede Musik som grøn-vægværker udstillet på Charlottenborg under Festival 200 også i sommeren 1969; i Christiansens bidrag til den centrale kunstpuplikation Ta’BOX også i 1969 og 1970; et væld af grønmalede reklametryksager, annoncer, kataloger og avisudklip fra 1970; en Musik som grøn-udstilling i Daner Galleriet i februar 1972. Men centralt i det hele står de fem stykker båndmusik, som tilsammen udgør Musik als Grün (op. 51) fra 1969-70.

Musik als Grün (op. 51), 1969-70

Alle de fem satser af musikstykket Musik als Grün (op. 51) er båndmusik, reallydsoptagelser som musik. De tre første satser ISEFJORD, A379089 og Mentalität er – at dømme ud fra Christiansens egen saftige tekst og fuglekvidderet i baggrunden – udarbejdet hen over ganske kort tid i den tidlige sommer 1969.

ISEFJORD er en vandkantsoptagelse af Christiansen, der soppende spiller nogle enkle toner, d – fis, på en melodika, mens småbølger klukker mod strandstenene.

A379089 er sammenklippet af stemmer, der på forskellige sprog fremsiger satsens kryptiske titel, snak og stemning fra en lufthavn, højtalerudkald, klik fra knækfrøer og en skrat- tende trillefløjte, flere stemmer der så glider over i jetmotor- hyl med flere knækfrøer. A379089 er ifølge Christiansens egen tekst optaget i Kastrup lufthavn.5 A379089 var i øvrigt navnet – og telefonnummeret – på et nyåbnet udstillingssted i Antwerpen.

Mentalität er en optagelse af Christiansen, der med lærker og spurve i baggrunden læser eventyret Laserne af H.C. Andersen op. En syret fortælling, der karikeret optegner mentalitetsforskelle danskere og nordmænd imellem. Oplæsningen er trofast ord for ord, lige til den sidste sætning: “Det er His- torien, den er ganske fornøielig og fornærmer aldeles Ingen uden – Laserne”, hvor Christiansen så tilføjer “og mentaliteten” til allersidst. Så efterfulgt af en optagelse af en hund, der gør og knurrer.

Festival 200

De tre første satser af Musik als Grün (op. 51) blev uropført på udstillingen Festival 200, kurateret af Troels Andersen på Charlottenborg i sommeren 1969. Et brag af en udstilling, hvor Christiansen havde et rum for sig selv med fem hvide nodelinjer trukket hen over gulvet til forskellige arrangementer med bl.a. en bugtende stribe af camembertæsker, og et andet med kartofler som noder og stole som taktslag. Det blev til Kartoffeloperaen opført af HC på melodika og Bjørn Nørgaard på den grønne violin. Den grønne violin, der i øvrigt hang – når den altså ikke var i brug – på væggen ved siden af tre billedværker af karton og plastik, hvor der på det grønne karton stod: Musik als Grün / Musik as Green / Musik som grøn, og på plastikdelen: Music als durchscheinend / Music as see-through / Musik som gennemskuelig. Slump, ABCinema og Krag-filmen De to sidste satser af Musik als Grün (op. 51) kom til i sensommeren 1969 og er filtret ind i historien om samfundseksperimentet Slump og filmkollektivet ABCinema. Slump var et forsøg på at etablere en ‘base’ på en mark mellem Jenslev og Kirke Hyllinge i dagene 4. til 10. september 1969 med den “…nogenlunde fastlagte arbejdsopgave: at gennemleve nogle organisationsmæssige problemer ved at oprette et beboeligt område for nogle mennesker og at løse praktiske problemer (varme, regn, sove, toilet o.s.v.) samt udarbejde en række “rapporter”, “analyser” og billeder (Ta-box 3), som skulle være planen til en “rigtig” stor by som så skulle bygges i April-Maj 1970.” De fleste af deltagerne i Slump var samtidig også medlemmerne af filmkollektivet ABCinema, der var blevet grundlagt i foråret året før i 1968 af Ole John og Jørgen Leth. ABCinema blev etableret som et produktionskollektiv, der skulle være et alternativ til den kommercielle filmindustri, og samtidig skabe et nyt eksperimenterende filmsprog. Medlemmerne kunne lave individuelle projekter med hjælp fra kollektivet, men en lille række kollektive film blev også produceret. Fjerde sats af Musik als grün (op. 51) er lydsporet fra den ABCinema-film, som Henning Christiansen stod for optagelserne under Slump. I filmen fjoller Christiansen, Lene Adler Petersen, Bjørn Nørgaard, Per Kirkeby og Elisabeth Therkel- sen rundt i et åbent skovområde og spiller på diverse grønne instrumenter: Den grønne violin, et mystisk hjemmelavet én- strenget instrument, en skrattende skrabe-instrument (med øgenavnet ‘hestepikken’) af sammenlimede og grønmalede plastikkopper, grønne rasle-instrumenter, grønne kæppe, og lange grønne hvirvle-rør i bølgeplast. En art gakket musikvideo er fornemmelsen, og i lydsiden sniger sig også nogle bidder af jazz ind hist og pist, udover al spetaklet fra trillefløjter, kukure og alt muligt andet. Musiksatsen har ligesom filmen slet og ret titlen Musik als grün. Femte sats er på samme måde lydsporet fra den kollektive ABCinema-film Krag-filmen, som også blev lavet i sommeren 1969. Hvad er det grønne i Musik som grøn? Kronologisk ligger Musik als grün (op. 51) lige mellem værk- erne Requiem of Art (op. 50) og Satie auf hoher See (op. 52) – begge centrale værker i overgangen til det nyromantiske tone- sprog, som Christiansen opdyrkede gennem 1970’erne, og som undertegnedes udstilling “Christiansen i høj sø” endevendte på Museet for Samtidskunst i 2018. Et årti i Christiansens praksis, som var intenst politisk engageret og samarbejdende på kryds og tværs. Men tilbage til det grønne. Hvad er det så, det grønne? Hvad siger Christiansen selv? “Dette begreb, Music som grøn, opfandt jeg i 1967. På det tidspunkt arbejdede jeg indgående med båndoptagere, og jeg fandt at det eneste nye musikinstrument opfundet i dette århundrede var båndoptageren. Pludselig var det muligt at optage reallyd, bearbejde den og fortælle med den. Det manglede i hele musik- udviklingen, dette fortællende element – og anekdoten, det er også vigtigt. Men i hvert fald, så var jeg træt af “parameter- musikken” i Darmstadt, og jeg var ikke den eneste. Jeg søgte andre veje på det tidspunkt, og så opfandt jeg begrebet Musik som grøn, fordi det ligesom var det hele. Verden er ganske grøn for mig, og ud af dette kom min kærlighed til farven grøn. Man kan simpelthen sige at jeg holdt op med at skrive med sort og begyndte at skrive og skabe med grønt.” Det grønne har altså med reallyden og det fortællende at gøre – og så var det grønne angiveligt allerede begyndt at spire i Christiansen i 1967. Som ordværk er Musik som grøn en synæstesi, en transponering mellem sanser, et spring mellem kunstarter, der sætter fantasien i gang. “Jeg må gøre noget, for at se friskt på sagen” skriver Christiansen et sted. Han vil gøre et kunstgreb for at få øje på det hele på ny. Få øre på det. Stikke en mikrofon ud i virkeligheden og lytte til at det, der er derude, og så formgive og fortælle med det: “Jeg opfatter det selv som noget eksistentielt, altså noget, der er min virkelighed. Musik als grün var et begreb jeg formede, fordi jeg begyndte at gå rundt og optage med båndoptager. Op- tage naturen og bearbejde den til en musik. Jeg opdagede, at det var en musik, kan man også sige. Og så gik jeg væk fra om det var musik eller ej, det var sådan set lige meget. Det er lyd, som udfoldede sig, og man kan fortælle noget med det. Man skaber billeder.” Det grønne i Musik som grøn er det virkelige, det reelle, “real sound”, som der står på et papirværk. Musik som grøn vender sig mod verden og omfavner alt det virkelige med politik og larm og fortælling og det hele. “green = sound of reality”, er det kogt ned til på et diagram til operaen Penthesilea. Musik som virkeligt. Reallyd og realfilm. Efter sine besøg i Darmstadt ledte Henning Christiansen altså med egne ord efter andre veje. Væk fra “elektrofonien og kryptiske musikalske excesser, Darmstadtgas og den kvæstede østerlandske import, skalkeskjul, udenomssnak”. Det førte ham ned af flere forskellige stier: Fluxus fra omkring 1961, Ny Enkelhed omkring 1965, reallydsmusikken efter eget udsagn fra 1967 og det nyromantiske fra 1969/70. Nogle af stierne viste sig at ende blindt eller være omveje, nogle vendte han tilbage til igen senere, men reallydsmusikken viste sig at være en farbar vej gennem hele resten af hans virke. Reallydsmusikken hænger på flere måder sammen med den store interesse, som både Christiansen og store dele af Eks Skolen- gruppen havde for filmmediet; en interesse som blev organiseret i ABCinema. ABCinema ledte (også) efter et nyt fortællende formsprog, som stod i et konkret forhold til virkeligheden. Kragfilmen er et godt eksempel: Portrættet af statsministeren leder med sine fire forskellige kameraoptagelser, der vises samtidig på lærredet, efter en ny måde at fortælle noget på. Fire forskellige virkelighedsbilleder på én gang – fem faktisk, for dertil kommer også Christiansens montage af reallyd. Music as green, ukendt år. Tush på papir. Ligesom ABCinemas arbejde med filmmediet er det også oplagt at se reallydsmusikken i relation til den politiske vending, som store dele af kunstscenen tog omkring 1968. Især filmen var genstand for stor opmærksomhed pga. sit potentiale for at nå ud til de store masser. Ligesom plakaterne, flyvebladene, tidsskrifterne, aktionerne, mediebegivenhederne, festivalerne, koncerterne, lejrene osv, havde filmen mulighed for at komme ud af kunstboblen, og ud til menneskene, ude i virkeligheden. Her skal det nævnes, at den grønne violin jo gør en skandaløs entré, ikke bare på den danske kunstscene, men på forsi- den af landets aviser, medieret netop gennem film og kameraer den 30. januar 1970: Dagen inden havde Lene Adler Petersen, Henning Christiansen og Bjørn Nørgaard på en snedækket mark ved Kirke Hyllinge gennemført aktionen Hesteofringen. Billeder af Adler Petersen, der trækker et stort kors hen over sneen, Nørgaard, der skærer hovedet af hesten og går i gang med at partere den, alt imens Christiansen spiller på den grønne violin med en bue med flagrende løse hår, sikkert hestehår. Virkelige og virkningsfulde billeder, der i den grad kom ud af kunstboblen og ud til danskerne, ude i virkeligheden.Musik som grøn som udstilling på Daner Galleriet
I Henning Christiansen Arkiv findes en plakat for en udstiling med titlen Musik als grün på Daner Galleriet, som bankmanden og kuratoren John Hunov kørte fra 1972 til ‘77. Musik als grün var den første udstilling – og navnet Daner Galleriet var Christiansens ide. Af plakaten, der er prydet med et billede af Christiansens Morris Minor Stationwagon med et æbletræ spændt på taget, kan man læse, at udstillingen bl.a. indbefattede et større musikprogram af Christiansens værker. Måske blev de grønmalede avis- og magasinudklip vist på den udstilling. Det danske lå Christiansen en hel del på sinde i de år, ligesom EF-modstanden gjorde det, og han behandler det danske i både billed- og musikværker. Laserne-satsen fra Musik als grün (op. 51) er et eksempel, ligesom han i et offset- værk forbinder grøn med det danske sindelag. Det tyske sindelag er til sammenligning brunt. Og nord for os er der et blåt sindelag. Tekst af Magnus Kaslov til avis om udstillingen.

Tak til Augustinus Fonden og Statens Kunstfond for støtten.