To af Henning Christiansens båndværker fra 1980’erne, Peter der Große op. 174 (1986) og Gudbrandsdal op. 178 (1987), udgives nu for første gang af Instituttet for Dansk Lydarkæologi.
Oprindeligt komponeret til forskellige sammenhænge – Peter der Große som partitur til et tysk radioindslag og Gudbrandsdal for en forestilling i samarbejde med Joseph Beuys og senere Bjørn Nørgaard – skiller de to værker sig ud i Christansens omfattende og mangefacetterede oeuvre ved at anvende næsten udelukkende elektronisk lyder. Peter der Große involverer elektroniske instrumenter som synthesizer og en crackle box, mens Gudbrandsdal anvender en mere minimal tilgang og æstetik gennem den tunge brug af ekkoeffekter og manipulation af båndhastigheden. Begge båndværker bærer en tung atmosfærisk tone og er sat i en overvejende elektronisk lydverden. To absolut medrivende og fordybende stykker båndmusik, nu tilgængelige for første gang.
Med en karriere på seks årtier var Henning Christiansen (1932-2008) produktiv som komponist, lydkunstner og billedkunstner. Efter at have studeret komposition på Det Kongelige Danske Konservatorium tog Christiansen i 1960’erne en skarp drejning mod den eksperimenterende kunstscene og engagerede sig i Fluxus og Den Danske Eksperimentelle Kunstskole, Eks-Skolen. I 1964 mødte Christiansen den tyske kunstner Joseph Beuys, og de begyndte hurtigt at arbejde sammen. I løbet af tresserne blev Christiansen en central samarbejdspartner for Beuys og skabte lyde til flere af hans handlinger ved hjælp af flere båndmaskiner, ofte på scenen med Beuys, hvor han afspillede mix af hans egne kompositioner samt optagelser lavet specifikt til handlingerne. I halvfjerdserne tog Christiansen endnu en skarp drejning: I stedet for Fluxus, performances og konceptuelt baseret kunstmusik begyndte han at komponere i en nyromantisk stil med klassiske former som valse, symfonier og sange i den danske sangtradition.
Omkring 1984 vendte Christiansen tilbage til de kunstneriske strategier, han havde forladt i slutningen af tresserne med et fornyet engagement i sin egen vision om Fluxus. De følgende år var nogle af Christiansens mest produktive – og også den periode, hvor han komponerede nogle af sine allerbedste båndværker. I disse år arbejdede Christiansen også intenst som billedkunstner, hvor han integrerede performancekunst, lyd og billedkunst. I løbet af firserne og halvfemserne lavede Christiansen båndmusik som bestilling til teaterproduktioner, til radio og forestillinger – hvoraf en stor del aldrig er blevet udgivet. Ingen af de to båndværker på denne udgivelse er blevet udgivet før. Peter der Große op. 174 (1986) og Gudbrandsdal op. 178 (1987) er tæt på tiden, og begge er skabt med teknisk assistance fra lydtekniker Ernst Ludwig Kretzer, der arbejdede på og bidrog til flere af Christiansens båndværker og opførelser i midten til slutningen af firserne. Peter der Große skiller sig ud i Christiansens værk ved at inddrage elektroniske instrumenter som synthesizer og en crackle box, mens Gudbrandsdal anvender en mere minimal tilgang og æstetik gennem den tunge brug af ekkoeffekter og manipulation af båndhastigheden. Gudbrandsdal blev skabt til forestillingen Tiefland (– som det stiger frem). Tiefland var oprindeligt tænkt som en serie af forestillinger, som Christiansen havde planlagt med Joseph Beuys siden 1980, og da Beuys døde i 1986, samarbejdede Christiansen i stedet med kunstneren Bjørn Nørgaard om projektet. Begge båndværker bærer en tung atmosfærisk tone og er sat i en overvejende elektronisk lydverden – noget helt uden fortilfælde i forhold til Christiansens omfattende og mangefacetterede oeuvre. Først og fremmest er det to medrivende og medrivende musikstykker, der nu får deres første udgivelse.
Pris 300,- dkk.
